Jeg tilbyder…

Psykoterapi:

  • Individuel terapi til unge og voksne
  • Samtaler med børn
  • Parsamtaler

Grupper/kurser

  • Mindfulness i hverdagen
  • Samtalen som redskab

Jeg hjælper ofte med

Depression
Stress

Angst

Sorg og krise

Jeg har erfaring med alle henvisningskategorier under sygesikringen

Kriser i forbindelse med særlige livsfaser, feks midtvejskriser, kriser i ungdoms- eller aldringsår

Efterfødselsreaktioner
Problemer med særlige tilstande feks manglende selvværd/selvtillid, med forvirring, ensomhed, tomhed, glædesløshed
Hjælp til at lytte til kroppen og forstå signalerne

Hjælp til at kommunikere og blive forstået i parforhold, familie- og arbejdsrelationer

Grupper/Kurser

Jeg afholder kurser i Mindfulness i hverdagen. Endvidere kurser i Selvnærvær. Se nærmere oplysninger om aktuelle kurser.

Jeg har tidligere lavet oplæg og afholdt kursus i samtalen som redskab i arbejdet med andre mennesker. Kvaliteterne ved den gode samtale har min særlige interesse, og jeg har skrevet speciale om emnet.

 

 

Arbejdsmetoder

 

Samtalen er den grundlæggende metode i min behandling. Gennem samtalen kan jeg lytte til hvordan du oplever tingene og leve mig ind i din situation. Det kan ofte have en gavnlig virkning i sig selv at sige sine tanker og følelser højt til en person, der giver tid, spørger ind og kan rumme det, man fortæller.

Det kan skabe mere ro i hovedet og gøre tankerne klarere. Jeg vil oftest også spørge til følelser og kropsfornemmelser, fordi de altid er en del af den samlede oplevelse og fortæller om betydningen af det, du fortæller.

Nogle af fordelene ved at snakke med en psykolog er, at det er en neutral samtalepart, som har tavshedspligt og viden om psykologiske problemstillinger. Det kan gøre det lettere også at snakke om de svære ting.
I samtalen vil jeg være opmærksom på tanke-, føle- og reaktionsmåder, der er med til at fastholde dig i den lidelsesfulde tilstand eller påvirker dine relationer til andre mennesker. Mange mennesker har feks problemer med at bekymre sig eller de lader sig styre af andres forventninger, frem for at lytte til egne behov og grænser. Vi vil arbejde med at indføre nye og måske mere realistiske måder at tænke om din situation på.

De fleste mennesker har svært ved at rumme svære følelser feks angst, skam, skyld, vrede, jalousi. Enten tager følelserne magten og styrer os eller også lukker vi af for følelserne og fordømmer os selv for at have dem. Når vi lukker af, mærker vi slet ikke følelsen. Så kan den i stedet vise sig i kropslige spændinger eller de ubevidste konflikter kan udspille sig i nattens drømme. Prisen kan være øget angst eller tomhedsfornemmelse.

Ud over at have fokus på det, som opleves som problemet, vil jeg altid have en særlig opmærksomhed på dine kvaliteter, resurser og gode mestringsstrategier. Det kan feks være kvaliteter som nysgerrighed, sensitivitet, mod, analytiske evner eller andet, som er gode resurser i en forandringsproces og i livet. Når man bliver oversvømmet af en tilstand af feks depression eller angst mister man som regel fodfæste og en tydelig kontakt til sit eget indre væsen og sine værdier. Det bliver svært at mærke sig selv. Man oversvømmes af egne tanker, følelser og kropsfornemmelser indefra og andres forventninger og krav udefra.

I mit arbejde bruger jeg gerne kropsterapeutiske metoder for at støtte klienten i at komme hjem til sig selv og genvinde følelsen af at være herre i sit eget hus. Jeg har en særlig interesse i sammenhængen mellem krop og psyke.

Jeg tilpasser i øvrigt mine metoder til den enkelte klient og den givne problemstilling. Jeg har en psykodynamisk og kropsterapeutisk efteruddannelse, men arbejder også med kognitive og eksistentialistiske forståelsesmodeller og metoder.