Når jeg synes, det er vigtigt at tale om den åndelige dimension i forbindelse med psykoterapi, er det fordi, mange mennesker har åndelige eller spirituelle erfaringer, som har stor betydning for deres psykiske velbefindende og oplevelse af livet som meningsfuldt.

Åndelige erfaringer er mangfoldige. I det jordnære hverdagsliv kan den åndelige erfaring vise sig i stemninger, øjeblikke af nærvær, berørt hed, følelse af vitalitet og forbundethed med andre mennesker og det, der er større. Det større kan både være naturen, kunsten, skønheden eller det guddommelige.

Jeg tænker at ånd har meget at gøre med at føle sig forbundet til livskraft og kærlighedskraft. Vi er født med evner til at sanse og erkende denne forbundethed og give den forskellige udtryk – gennem handling, sprog og kreativitet. 

I det indre psykiske landskab vil ånd ofte være forbundet til hjertefølelser som medfølelse, glæde og taknemmelighed og til fornemmelsen af ens egen kerne og et dybere selv. Det dybere selv ved af noget, som ikke er tillært.

For at komme i kontakt med det dybere selv har man brug for at være nærværende og stille. Man har brug for at lytte til sin længsel og indre sandhed, som den er lige nu. I den proces kommer man til at hvile mere i sig selv, fremfor at identificere sig med den prægning, man har fået igennem relationer og erfaringer.
På forunderlig vis fører det at være hjemme i sig selv også til en bedre kontakt og forbundethed til verden udenfor.